|
Dansk Armeniermission er et folkekirkeligt
missionsselskab, som primært arbejder er i den tidligere
sovjetrepublik Armenien, men også støtter armeniere i Libanon og
Grækenland.
Dansk Armeniermission blev stiftet i 1922
under navnet ”Industrimissionen i Armenien”. Initiativet blev taget
på baggrund af historiske begivenheder i årene omkring
århundredeskiftet, hvor ung-tyrkerne forfulgte, deporterede og
dræbte omkring en million armenierne. Industrimissionen ønskede at
hjælpe de armeniere - særligt de mange børn, som havde overlevet
forfølgelserne og nu levede under kummerlige forhold i Libanon og
Grækenland. Organisationens aktiviteter har været bestemt af de
aktuelle udfordringer og har som sådan varieret gennem tiden.
I 1994 indtraf en afgørende ændring: På grund
af kommunismens sammenbrud blev det muligt at sende medarbejdere til
selve Armenien. I 2006 underskrev Dansk Armeniermission og den
Armenske Apostoliske Kirke en partnerskabsaftale, som både gav
arbejdet fuld legitimitet og definerede indsatsen i Armenien i
forståelse med og i relation til den officielle kirke.
Missionens formål er:
-
at støtte den Armenske
Apostoliske Kirke i Armenien i dens bestræbelser på
at genopbygge det armenske folks kristne identitet
efter 70 års kommunisme
-
at skabe opmærksomhed om det
armenske folks historie
-
at støtte den evangeliske
kirke i Grækenland
-
at støtte armensk skolearbejde
i Libanon
-
at yde en diakonal og
forkyndende indsats for det armenske folk, hvor i
verden det måtte være påkrævet
Dansk Armeniermission er organiseret med en
bestyrelse og et sekretariat i Danmark, som drives af frivillige, og
lønnede ansatte i Armenien.
|